Faglært gulvmand stempler ind i salgsteamet

Scandinova opruster på rådgivningsfronten med Anders H. Nielsen som ny kørende sælger på Fyn samt Sønder- og Midtjylland. Han er udlært gulvlægger og ser frem til at komme ud og hjælpe kunderne med at få de helt rigtige løsninger til deres projekter.

Scandinova byder den 1. april 2019 velkommen til 34-årige Anders H. Nielsen, der skal være vores nye kørende sælger på Fyn samt Sønder- og Midtjylland. Han kommer fra en stilling som entreprenørsælger hos ScanPipe og glæder sig til at vende tilbage til gulvfaget, hvor han oprindeligt fik svendebrev som gulvlægger i 2005.

- Det mest interessante ved gulvfaget er, at uanset hvor rodet en byggeplads er, så kommer der altid orden på tingene, så snart gulvlæggerne har været forbi. Det er jo os, der sikrer, at rummene bliver nydelige at se på og behagelige at gå rundt i. 

- Samtidig er gulvbranchen som en lille familie, hvor alle kender alle. Jeg glæder mig derfor til at komme ud til kunderne, snakke med dem om deres projekter og hjælpe dem med at finde de helt rigtige løsninger, fortsætter han.

Det handler om viden, knowhow og service
Anders H. Nielsens gulvinteresse startede allerede i folkeskolen, hvor han de sidste år havde fritidsjob hos den lokale tæppehandler i Ringe. Efter 10. klasse var der ingen tvivl om karrierevejen: Han skulle arbejde videre med gulvene og kom derfor i lære hos Fyns Gulvmontage i Søndersø.

Efter endt læretid og nogle år som gulvlæggersvend søgte han job hos Scandinova, hvor han startede som sælger i januar 2015. Det var han frem til sidste år, hvor han i august blev ansat hos ScanPipe for at prøve kræfter med nye fagområder. Han fortæller:

- Jeg fandt dog hurtigt ud af, at gulvfaget trak for meget, så jeg er glad for at være tilbage hos Scandinova. Her er der et organisationskoncept, som ingen andre gulvgrossister kan matche, samt stort fokus på at hjælpe kunderne med viden, knowhow og service.

Han understreger, at det først og fremmest gælder om at have den faglige ballast i orden, så kunderne kan stole på, at de får de rette løsninger. Og det kræver samtidig et godt team, som man kan trække på og sparre med i det daglige.

- Hos Scandinova udgør vi et samlet hold, hvor alle yder en proaktiv indsats og spiller ind med det, de kan, så vi sammen kan give kunderne optimal service og rådgivning. Gulvlæggerne skal altid kunne stole på, at de får den rigtige løsning, så de selv kan gøre deres egne kunder tilfredse, siger Anders H. Nielsen, der bor med sin familie i Brobyværk og bl.a. spiller fodbold i fritiden.