Fyraftensmøder med fokus på faglig opkvalificering

Både i Aalborg, Aarhus og Odense har vi i foråret inviteret indenfor til fyraftensmøder, hvor deltagerne blev klædt på til at arbejde med de nyeste løsninger ude hos deres egne kunder. ”Vi gentager succesen til efteråret over hele landet,” lover salgschef Anders Daugstrup.

Der kan være langt mellem de officielle tilbud om opkvalificering for professionelle gulvhåndværkere. Vores grossistcentre i Aalborg, Aarhus og Odense har derfor i løbet af foråret slået dørene op til fyraftensmøder med fokus på at opkvalificere deltagerne.

- Der er gode muligheder for at udvide forretningen med nye opgaver, som fx tager afsæt i mere kundetilpassede løsninger. Efterspørgslen går generelt i retning af mere individualiserede, eksklusive løsninger. Her kan du som gulvprofessionel styrke din faglighed og dermed få mere at tilbyde både gamle og nye kunder, siger salgschef Anders Daugstrup.

Aktuelle leverandører på programmet
Og dét er netop, hvad en række gulvfirmaer fra hele landet fik lejlighed til, da vi inviterede indenfor til forårets faglige fyraftensmøder. Her stod konsulent Glenn Hansen fra Tarkett klar sammen med vores egen ekspert Kevin H. Christensen til at fortælle om de nyeste løsninger.

Deltagerne kunne derfor blandt andet blive klogere på mulighederne med luksusvinylfliser (LVT) samt effektiv efterbehandling af gulve med BONA Elastic systemet.

- BONA Elastic er et rigtigt godt eksempel på, hvordan du med en enkel løsning kan reducere bygherres udgifter markant. Systemet kan bruges som alternativ til en gennemgribende renovering, hvis bygherre fx har et ældre vinyl- eller linoleumsgulv i god stand, forklarer Anders Daugstrup og uddyber:

- Kommunerne opererer med stramme budgetter, og de vil derfor have stor fordel af at kunne opgradere vinyl- og linoleumsgulve på daginstitutioner, skoler osv. på denne måde. Ud over at det sparer udgifter for bygherre, forlænger man gulvenes levetid.  

De faglige fyraftensmøder fortsætter i efteråret, og vi slår til september dørene op i både Aalborg, Aarhus, Odense og København til endnu flere muligheder for faglig opkvalificering med aktuelle leverandører på programmet. Du vil snarest få mere information.