Ny produktserie der gør vedligehold lettere – det er klimamæssigt i orden!

Scandinova arbejder for at gøre din hverdag nemmere. Derfor lancerer vi nu en ny og effektiv produktserie, der lever op til en række miljøcertificeringer herunder Dansk Indeklima Mærkning. På den måde kan du lettere tage det bedste valg for miljøet uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Vores nye XpertPro-serie består af fem stærke produkter indenfor olier, pleje og vedligehold af træ. Alle produkterne er udviklet og produceret under nordiske krav og kvaliteter. Det betyder, at sæber såvel som olier er fremstillet af rene vegetabilske olier og naturvoks. I serien kan du finde gulvsæbe og træolie samt trærens, bordpladeolie og vedligeholdelsesolie.

Alle produkter i serien har fået Indeklimamærket – en frivillig mærkningsordning, som giver forbrugere og bygningsansvarlige dokumentation for lugtgener og afgasningstid. Indeklimamærket er din garanti for, at et produkt medfører lav afgasning og dermed færre gener for både gulvlægger og slutbruger.

Renovering og bæredygtighed præger dagsordenen

Når du står ved foden af et nyt byggeprojekt, skal der oftere og oftere tages stilling til, hvordan det kan gøres så bæredygtigt som muligt. Her er der sjældent åbenlyse svar, for det er særdeles komplekst at vælge mellem at renovere eller at rive ned og bygge nyt.

Når man snakker om den grønne omstilling i byggebranchen, er renovering dog ikke til at komme udenom. En analyse fra rådgivningsvirksomheden Rambøll konkluderer, at der bliver udledt mindre CO2 i en bygnings levetid ved at renovere i stedet for at rive ned og bygge nyt. Omkostningerne er også lavere ved at vælge renovering.

Denne konklusion understøttes af en rapport fra Realdania By & Byg. De har også fundet frem til, at bygninger, der holder længe, bidrager positivt til klimaregnskabet.

Lige netop renovering er også en af de helt store drivkræfter bag vores nye lancering:

- Med produktserien vil vi sætte endnu mere fokus på vedligehold og renovering af eksisterende gulve, men det er klart, at flere af produkterne kan anvendes til behandling af nye gulve og træmøbler uden problemer. Det ændrer dog ikke på væsentligheden af renovering og vedligehold, der hører under den miljø- og klimamæssige del af det, vi herhjemme betegner som bæredygtigt byggeri. Det skal vi hos Scandinova være bedre til at skabe positiv opmærksomhed omkring, fortæller vores administrerende direktør Jacob Storm.

Ingen bygningsdele skal tabes på gulvet

Renovering omfatter alle dele af en bygning, og her må man absolut ikke glemme hverken gulve eller udendørsområder som terrasser. De fylder nemlig også i det samlede klimaregnskab. Spørger man Jacob Storm, skal bæredygtighed naturligvis også tænkes helt ned i gulvbrædderne:

- Alle taler om bæredygtighed og klimaregnskaber, og det gør vi naturligvis også hos Scandinova. Vores netop lancerede produktserie skal ses som en del af et større strategisk greb, der skal være med til at anspore vores mange kunder og leverandører til at tænke på og stille krav til den grønne dagsorden, når snakken falder på gulve, siger Jacob Storm og fortsætter:

- Vi tror på, at vedligehold og renovering af den eksisterende bygningsmasse spiller en stor rolle, når byggeriet skal omstilles i en mere bæredygtig retning. Det handler fx om at tænke cirkulært fremfor lineært, og det understøtter vores nye XpertPro-produkter.

Pas på gulv og globe Planlæg vedligehold

Bygningerne i Danmark bidrager med hele 30 procent af de samlede CO2-udledninger. Derfor er der stort potentiale for at bidrage til den grønne omstilling ved at kunne bevare eksisterende byggeri gennem vedligehold.

Spørger man Jacob Storm, bærer vi hos Scandinova også et ansvar for at stile skarpt på, hvordan vi belaster vores miljø mindst muligt:

- Flere og flere undersøgelser peger på, at det er bedre at forebygge end at helbrede eller måske ligefrem rive ned. Derfor har vi intensiveret indsatsen for planlagt vedligeholdelse og har udviklet en ny produktserie, der gør det nemt og oplagt at vedligeholde indvendigt og udvendigt træværk fremfor bare udskifte med nyt. Vi har selvfølgelig en interesse at gøre det så let og overskueligt som muligt for vores kunder og deres kunder. Sættes vedligehold mere i system, bliver det også nemmere.

 

Hvis du vil have fingrene i de nye produkter, kan de findes i din lokale Scandinova-butik. Hvis du vil høre mere om serien, Indeklimamærket eller have tips til anvendelsen, kan du kontakte en af vores dygtige salgskonsulenter, der står klar til at rådgive dig.