Pas på indbrud i varebilen

Mere end 4 ud af ti byggevirksomheder har det seneste år haft indbrud i varebilen, og Østjyllands Politi har før sommerferien advaret om en bølge af tyverier. Her får du en håndfuld gode råd til, hvordan du mindsker risikoen for indbrud i din varebil. 

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Byggeri har hele 44 procent af de danske bygge- og anlægsvirksomheder haft ubudne gæster i varebilen det seneste år. Det kan blive en særdeles dyr omgang, da der hurtigt løber mange forskellige typer omkostninger på:

- Der er ingen tvivl om, at tyveri er et kæmpe problem for bygge- og anlægsvirksomhederne, der hvert år koster mange penge, ressourcer og spildtid. I gennemsnit koster det en virksomhed ca. 17.000 kroner i bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, selvrisiko og forsinkelser hos kunderne, når tyvene tømmer en varebil for værktøj, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Giv din varebil et indbrudstjek, før det er for sent

Senest har Østjyllands Politi i juni advaret om en bølge af tyverier fra varebiler i Favrskov Kommune. Her kunne politiet se, at indbruddene mest skete i nattetimerne og hen over weekenden.

Desuden kom tyvene ind i bilerne ved at knuse en rude eller bryde og skære døre op, og de gik typisk efter el- og batteriværktøj, håndværktøj, kompressorer og varmluftsblæsere. Derfor opfordrer Østjyllands Politi til forebyggelse, fx ved at kigge sin varebil kritisk efter i sømmene med tyvens øjne:

- Man kan for eksempel overveje, om værktøjet skal blive liggende ud i bilen natten over, eller om man skal tage det med indenfor. Og hvis det skal ligge i bilen, så bør man sørge for, at det ikke er synligt udefra og eventuelt parkere bilen et sted, hvor den ikke er tilgængelig. Det er også en god idé at mærke sit værktøj og notere serienumre på særligt dyrt værktøj, siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard. 

Læs mere om, hvordan du kan sikre dig mod indbrud her