Undgå smitterisiko ude hos kunderne

Når du følger forholdsreglerne fra Sundhedsstyrelsen, mindsker du risikoen for at blive smittet eller selv smitte andre. Derudover har flere af byggeriets aktører samlet flere gode råd til dig, der stadig er med til at holde hjulene i gang, så du kan arbejde trygt og sikkert ude hos kunderne. 

Byggeriet holder fortsat hjulene i gang, og både fagbevægelsen og arbejdsgiverne appellerer til, at det fortsætter. Her er det imidlertid ekstremt vigtigt at passe på hinanden ude på arbejdsstedet. 

Organisationerne Dansk Byggeri, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen og BAT-Kartellet har derfor udsendt en fælles opfordring til byggevirksomhederne, som skal være med til at mindske risikoen for smittespredning på byggepladser og i skurvogne.

Ifølge organisationerne er det først og fremmest vigtigt at inddrage sin arbejdsmiljøorganisation i arbejdet om at begrænse smitten af coronavirus. På den måde er man med til at sikre, at arbejdet stadig kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Når det gælder virksomheder med under ti ansatte, som ikke er lovmæssigt forpligtet til at have en arbejdsmiljøorganisation, appellerer organisationerne til, at virksomhedsledelsen inddrager ansatte i samarbejdet om sikkerhed og sundhed.

Tre gode råd til at mindske smitterisikoen

Her er også en række helt konkrete råd fra organisationerne til at reducere smitterisikoen, hvad enten du står på byggepladsen eller i skurvognen:

1. Følg Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynets anvisninger om fx at begrænse al fysisk kontakt. Hold mindst to meters afstand til hinanden og sørg for ikke at samles mere end 10 personer på samme sted, fx i skurvognen.

2. Virksomhederne skal sørge for ordentlig rengøring imellem spiseholdenes brug af faciliteterne. Det vil sige, at borde, stole, håndtag, kaffemaskine m.m. bør sprittes af jævnligt, ligesom toiletter, omklædning og badefaciliteter skal rengøres hyppigt.

3. Virksomhederne bør også lave planer for, hvordan man på byggepladsen kan undgå at arbejde for mange sammen på de forskellige arbejdsstationer.

Organisationerne opfordrer desuden til, at alle pauser holdes udendørs, når vejret tillader det, og at virksomhederne sikrer faciliteterne til det.

Husk Sundhedsstyrelsens forholdsregler  

* Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

* Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder.

* Undgå håndtryk, kindkys eller kram – begræns den fysiske kontakt.

* Vær opmærksom på rengøringen – både hjemme og på arbejdspladsen.

* Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn.

Læs mere hos Sundhedsstyrelsen.