Byggeriet kører på højtryk i det meste af landet, og det mærker vi også her i Scandinova. Vi opruster derfor lige nu på flere fronter for at kunne servicere vores kunder og leverandører bedst muligt også i fremtiden. Senest har vi budt velkommen til en supply chain manager i en nyoprettet stilling.
Tina Toft Olsen er hentet ind til Scandinova med en stærk baggrund i ledelse og indkøb samt mere end 24 års samlet kommerciel erfaring fra så forskellige brancher som fødevareproduktion og kosmetik.
Optimeret værdiflow til gavn for kunder og leverandører
- Vi er i fuld gang med at videreudvikle hele vores lager- og logistiksetup, så vi også fremover kan tilbyde optimal service, uanset om kunderne skal levere 200 kvadratmeter i en privat villa eller 20.000 kvadratmeter i et kontorbyggeri. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået Tina med på holdet og er overbevist om, at hun med sin erfaring, personlighed og stærke kommercielle forståelse er den helt rette til at sikre, at vi får en god udvikling.
Det fortæller vores administrerende direktør Jacob Storm. Han suppleres af Tina Toft Olsen, der allerede så småt er gået i gang med udviklingsarbejdet:
- Vi skal over den næste periode have styrket digitaliseringen i Scandinova og defineret en struktur, så vi kan optimere værdiflowet til gavn for vores kunder og leverandører. Her er det en kæmpe fordel, at Scandinova som organisation præges af både arbejdsglæde, faglig stolthed og engagement og samler en lang række af branchens bedste folk. Det er det, der skal til for at skabe en langtidsholdbar succes.
Skal lige vænne sig til at regne i kvadratmeter
Oprindeligt er Tina Toft Olsen uddannet BA i ernæring og fødevarer fra Suhrs Seminarium i 1995, og hun har efterfølgende bygget ovenpå med diplomuddannelsen i Business Administration fra Copenhagen University College of Engineering i 2006.
Hun startede karrieren som Product Manager inden for food service hos Valora Trade Denmark A/S i 1996 og rykkede videre til marketing i 2000 som Marketing Manager, hvor hun var i 5 år. Derefter overtog hun i 2005 det overordnede ansvar for det danske marked som Commercial Manager, hvor hun blandt andet stod for forberedelse og implementering af en ny 5-årsstrategi for Valora Trade Denmark.
Efter at den var gennemført, startede hun i 2012 som kategorichef hos Matas. Her stod Tina Toft Olsen blandt andet for forhandling, indkøb og samarbejde med partnere og leverandører til over 300 butikker i den periode, hvor kæden arbejdede hen imod en børsnotering.
Senest har Tina Toft Olsen som kategorichef i Foodservice Danmark A/S 2018-2019 og strategisk indkøber hos Tivoli 2019-2020 haft ansvar for kontraktforhandlinger, leverandørrelationer, strategiudvikling samt optimering. Det er alle sammen kompetencer, hun nu ser frem til at få bragt i spil for at udvikle Scandinova.
- Som ny i gulvbranchen skal man lige vænne sig til, at alt udregnes i kvadratmeter frem for styk eller kartoner, men ellers er det meget de samme udfordringer og muligheder, vi står med, når det gælder lager og logistik. Et særligt fokuspunkt bliver vores bæredygtige sortiment, hvor vi både med koncepter og produkter skal bidrage til at gøre det nemmere for gulvfirmaerne. Her er vi også privilegerede af at være en del af Bygma-gruppen, så vi kan udnytte de synergier, det giver at have en stor kæde i ryggen, lyder det afslutningsvis fra Tina Toft Olsen.
I dag råder vi i Scandinova over 6.000 varenumre inden for gulve, udstyr og tilbehør, der leveres fra dag til dag over det meste af landet blandt andet fra vores nye butik i Aarhus.
Læs mere om vores nye grossistcenter i Aarhus
Læs mere om dag til dag levering her